![]()
Pressemeddelelse
Dansk samba-eksport til Brasilien - igen-igen
40 karnevals-glade danskere drager den 18. februar af sted på en 3 ugers turné til Brasilien for at spille brasiliansk musik for brasilianerne. Alle 40 er medlemmer af det københavnske sambaorkester A Banda, som er inviteret til at deltage i Brasiliens næststørste karneval i millionbyen Salvador.
Det er sjette gang på ti år, orkestret drager af sted, og hver gang skaber det stor opmærksomhed i brasiliansk tv og aviser. Brasilianerne synes det er herligt, at sådan en bunke lyserøde Nordeuropæere holder så meget af den brasilianske musik og af det sprudlende brasilianske publikum, at de drager hele vejen over Atlanten for at spille og danse.
Men også danske medier har igennem årene berettet om A Banda.
For eksempel viste DR2 i 1998 en halv times udsendelse fra A Bandas forrige turné, mens de var i Rio de Janeiro.
A Banda er et amatørorkester i ordets bedste betydning, for drivkraften er den fælles kærlighed til de mange brasilianske musikarter så som samba, samba-reggae, frevo, maracatu og afoxé. Orkestret dirigeres dog af en professionel, nemlig musikeren Ole Rømer.
Siden første Brasiliens-turné i 1990, der gik til kæmpekarnevalet i Olinda, har turene hver gang givet ny inspiration med tilbage til Danmark, hvor A Banda er aktive gennem hele året og spiller både i klubber, til byfester, firmafester, karnevaler og diverse arrangementer. De spillede blandt andet til Pokalfinalen 1999 i Idrætsparken mellemAB og AaB, flere superligakampe, Dragebådsfestivalen og også til karnevalerne i Landskrona, Karlshamn, Braunschweig og København.
I år skal A Banda så for anden gang deltage i karnevalet i den tidligere hovedstad Salvador, som i gamle dage har været slaveindskibningshavn. Den spændende musik og religion i hele denne provins er stærkt præget af slavernes efterkommere og de stadig levende rødder til Afrika. Det er også her, Brasiliens store forfatter Jorge Amado lever (bla. ”Det Store Baghold”, ”Dona Flor og hendes to mænd”).
Desuden skal A Banda deltage i en særlig fest i byen Porto Seguro, hvor 500-året for portugisernes første landgang skal fejres.
A Banda kan kontaktes for interviews, fotos, lyd mv. igennem:Daniel Matalon tlf. 35421102 eller Antonio Klaus Kaarsberg tlf. 38870445 (begge aften).
Også i år vil A Banda medbringe et digitalt kamera, så orkestrets hjemmeside løbende kan blive opdateret med billeder og tekst fra turen.
If you are interested please contact A Banda:Antonio Klaus Kaarsberg (speaks portuguese, danish and english)
Phone: +(45) 3887 0445
E-mail: ak.kaarsberg@get2net.dkDaniel Matalon (speaks english, spanish, danish, french and portuguese)
Phone: +(45) 3142 1102
Please send your comments and suggestions to our Web-Master
Antonio Klaus Kaarsberg (ak.kaarsberg@get2net.dk)Last updated on February 10, 2000.